
FIF’s bedste herrehold forstærkes markant af 1. divisions-profilerne Nikolaj Værnskjold og Stefan Klavsen.
Oprykningsspillet blev som bekendt “endestationen” for FIF’s herrehold i den forgangne sæson. SUS Nyborg og HEI Skæring viste sig at være for stærke for FIF-mandskabet. Holdet og klubben kan dog se tilbage på en rigtig positiv sæson, hvor de seneste års fremgang gav belønning i form af en 2. plads og en plads i kvalifikationsspillet. Nu skal der ses fremad og bygges videre på den flotte sæson, og i dag kan FIF præsentere to nye navne til den kommende sæsons herretrup.
Nikolaj Bruun Værnskjold er en høj og skudstærk højre back med flere sæsoner i 1. division i bagagen. Han har i to omgange spillet for TMS Ringsted, men har også prøvet kræfter med udlandet idet han har repræsenteret norske Stord HK. 23-årige Værnskjold har desuden 4 U-landskampe på CV’et. Altså får klubben tilgang af en spiller, der kommer med en god portion erfaring fra et højere niveau, men som med sin unge alder stadig har masser af potentiale, der kan forløses.
På målmandsposten kommer Stefan Klavsen til fra HØJ. Den rutinerede keeper har været med for Ølstykke-klubben hele vejen fra kval-rækken til 1. division. Han har spillet knap 300 førsteholdskampe i HØJ, heraf over 100 af disse i 1. division. Klubben får her tilknyttet en top-rutineret målvogter, som glæder sig til at udvikle FIF sammen med den kommende herretrup.
Sportschef Jesper Monrad knytter et par ord til de to forstærkninger:
– Med Nikolaj Værnskjold får vi en spiller, der matcher vores ambitioner om at opgradere både niveauet og træningsmiljøet i FIF. Vi har lagt meget vægt på at tilknytte spillere, der gerne vil træne. Vi mener, Nikolaj har et potentiale, som er endnu større end det, han hidtil har fået forløst og desuden er han kendt for at træne godt. Så jeg er overbevist om, at vi matcher hinanden fantastisk og at Nikolaj vil være med til at løfte os på alle parametre.
– Vi har også haft en klar målsætning om at tilføre målvogterpositionen både rutine og niveau, og det får vi med Stefan Klavsen. Han har været stabiliteten selv i sine mange år som fast mand i HØJ. Han er en god fyr for et omklædningsrum, men med det her temperament på banen, som er så vigtigt for en målmand. Han kommer ligeledes med en træningsmoral og -kultur, som bliver absolutte nøglefaktorer for os i den kommende sæson, så det er naturligvis helt fantastisk, han har valgt at sige ja tak til at være en del af det her projekt.
– Vi er glade for, at det så tidligt i forløbet er lykkes os at tilknytte to så markante skikkelser. De to spillere er begge eksponenter for den kultur, vi gerne vil bygge på og så kommer de med både en håndboldsult og et aktuelt niveau, der vil løfte os betydeligt.
FIF Håndbold vil gerne byde Stefan og Nikolaj hjerteligt velkommen i klubben!
Fakta om de to spillere:
Nikolaj Bruun Værnskjold
26-09-1992 (23 år)
194 cm – 95 kg
4 U-landskampe
Tidligere klubber: TMS Ringsted, Stord HK (Norge)
Beskæftigelse: Trainee i Danske Bank
Stefan Klavsen
09-11-1984 (31 år)
194 cm – 86 kg
Tidl. klubber: HØJ Håndbold / HØJ Elite
Beskæftigelse: Selvstændig maler