FIF - Den Blå Tråd

FIF - Den Blå Tråd

Ungdomsudvalget i FIF har udarbejdet Den Blå Tråd i FIF, som udgør de overordnede leveregler for håndbolden i FIF.


I Den Blå Tråd fremgår vores værdier som klub, hvordan vi gerne vil træne de forskellige årgange samt hvordan vores respektive roller som trænere, spillere og forældre spiller sammen.


Den Blå Tråd i FIF er tænkt som en række retningslinjer og målsætninger, så det er tydeligt for alle, hvordan vi ønsker at udvikle håndbolden og håndboldspillerne i FIF – fra de yngste på Trille Trolde til vores seniorhold.


Håndbold er en dynamisk sport, og derfor er dokumentet her et arbejdsdokument, der løbende vil blive revideret.


DOWNLOAD DEN BLÅ TRÅD 

FIF - En rollemodel

FIF vil være den klub, andre ser på som en rollemodel for dansk håndbold. Fordi vi er dygtige håndboldspillere. Og fordi vi både på og uden for banen altid opfører os som FIF’ere.


Ofte er der flere øjne på os i FIF, end på så mange andre. Derfor skal vi altid opføre os bare lidt bedre og gå forrest – både på og udenfor banen.


Man skal altid kunne se, at her kommer et hold fra FIF. Ikke blot fordi vi har hvide trøjer og blå bukser. Men fordi vores opførsel, attitude og spil er præget af en positiv tilgang til andre mennesker og en offensiv tilgang til at udvikle hold og spillere.


Det skal være med stolthed, at spillere og ledere bærer FIF logoet på deres spilletøj. Den historie og kultur, som ligger i det logo, forpligter. Forpligter til at gøre sig umage, til at kæmpe for sit hold og sin klub, og til at gøre det lille ekstra for sin hold- eller klubkammerat.


Når man er FIF’er, er der ingen der er hævet over klubben. Vi er derfor også en klub, hvor der ikke er en modsætning mellem bredde og elite. Og vi tror på, at skal man for alvor være elitær og skabe endnu flere store FIF-talenter, kommer det kun i et miljø, hvor der er plads til alle, og hvor alle får mulighed for at udfolde sig.


Trænere og ledere i FIF gør derfor meget ud af, hvad det vil sige at spille og træne som en del af et hold. Det hander om fairplay, om at være gode holdkammerater, men også om, at vi ikke alle har de samme forudsætninger for at lære – uden at det i øvrigt gør nogen til mindre værd som mennesker end andre.